Om os

Bjergesø er en lille landsby med 22 hustande under postnummeret 4534 Hørve.

Midt i vores lille by finder man ”Bjergesøs Hjerte” (Bjergesøvej, matrikel 11.b & 11.c (2021)).

Her har Bjergesø-borgere i fællesskab og i forbindelse med Landsbymakeover 2017, etableret en stor bålhytte (60kvm), som udgør et samlingssted for byens beboere og alle som lægger vejen forbi Bjergesø. Jævnligt mødes byens beboere, både børn og voksne, unge og ældre ved dette samlingssted. Vi hygger os, laver aktiviteter som fællesspisning, loppemarked, juletræsfest eller mødes spontant og drikker kaffen. Vi opretholder også vores sociale aktivitet i byen ved at have arbejdsdage, hvor vi vedligeholder eller forbedre vores fælles faciliteter.

 

Ved Geopark Makeover 2019 blev vi årets Geopark Landsby, og fik i den forbindelse givet byens mødested et udtryk, der er naturtro og som opfordrer til udendørsaktiviteter, bæredygtighed og fællesskab. Bjergesøs gamle pumpehus, som ligger ved siden af bålhytten, blev restaureret, således at det nu er delvist klargjort til brug.

 

Byens historie (fortid & nutid) blev illustreret via et landsbykort i ler. Reliefferne er lavet i henholdsvis keramik og beton med tegninger og beskrivelser, så besøgende ud over at kunne nyde naturen og faciliteterne, også får en lokal, kulturel, historisk og kunstnerisk oplevelse.

Vores faciliteter er etableret og restaureret i naturtro materialer og udelukkende på lokal arbejdskraft inden for Bjergesø-borgernes egne kompetencer.

 

Restaureringen af Bjergesøs gamle pumpehus har givet os mulighed for at opbevare div. service etc., som skal bruges ved arrangementer. Pumpehuset skal fremadrettet anvendes til viktualierum og udstilling, hvor de lokale beboere i Bjergesø vil stille lokale varer som f.eks. henkogningsglas med syltede og friske råvarer og lokal keramik, som kan købes for et beskedent beløb af forbipasserende eller når der afholdes arrangementer. Til dette formål er det lykkedes os at finde en flot gammel reol, som oprindeligt har stået i det gamle sognerådslokale på Bjergesøhjemmet i starten af 1900-tallet. I forbindelse med samtale med efterkommere til en forpagter af Bjergesøhjemmet, har vi fået formidlet kontakt til reolens nuværende ejere i Skagen, og det er lykkedes at få reolen til Bjergesø igen, således at den nu står i pumpehuset og igen har et formål i byen.

 

Ved siden af matrikel 11.b, hvor bålhytten er etableret, ligger grunden Bjergesøvej matrikel 11.c, som Bjergesø Bylaug netop har inddraget til brug i vores fællesskab. Det med formål at udvide vores fællesområde og gøre ”Bjergesøs Hjerte” endnu mere skønt, vildt og grønt. Bjergesøs gamle frysehus er placeret centralt på denne grund. Grunden er erhvervet på baggrund af et smukt samarbejde mellem Odsherred kommune & lokalsamfund. Grunden er købt af Bjergesø Bylaug, hvorefter den er foræret til Odsherred Kommune. Bjergesø Bylaug står for brug og vedligeholdelse af grunden, så længe bylauget eksisterer.

 

Det er vigtigt for Bjergesøs Bylaug at skabe en tradition for vores børn om fællesskab i det lokale samfund de er en del af. Derudover at give dem en naturlig og bæredygtig tilgang til lokale råvarer og udnyttelse heraf. I Bjergesø er det vigtigt, at der er tradition for at alle, uanset alder oplever fællesskab, som skabes af lokal tilknytning og gode fælles oplevelser i ”Bjergesøs hjerte”.

 

Som en del af Geopark Odsherred, opfordres alle borgere i lokalområdet, daginstitutioner, foreninger samt besøgende til at besøge Bjergesøs hjerte og gøre brug af vores faciliteter.

”Bjergesøs Hjerte” er lokaliseret 3 km fra, hvor Tour de France-ruten passerer i 2022. ”Bjergesøs hjerte” er en oplagt location til at skabe en international event i Geopark Odsherred. En udendørs event, der kan huse mere end 60 personer, lige midt i smukke omgivelser, etableret af det omkringliggende lokalsamfund. En GEOPARK-formidling i verdensklasse J

 

Projektbeskrivelse:

 

Vild Makeover 2021 i Bjergesø omfatter 11 hustande i Bjergesø. Projektet etableres på Bjergesøvej 11b & delvist Bjergesøvej 11c med ønske om at gøre ”Bjergesøs Hjerte” endnu mere skønt og grønt.

Vores aktivitet er overordnet at etablere et fælles grønt område i Bjergesø, et smukt og hyggeligt sted i forlængelse af vores bålhytte. Der vil vi kunne lave fælles aktiviteter bl.a. spisearrangementer, hvor vi laver mad af vores lokale råvarer både grøntsager og krydderurter. Dette vil være tilgængeligt og til glæde for mange, både byens beboere, men også mennesker fra lokalområdet, som har lyst til at være med.

Grunden ligger på Marguerit-ruten i Odsherred, som gør at mange besøgende ligger vejen forbi Bjergesø på deres tur igennem ruten. Dette gør at besøgende også vil kunne få glæde at bruge vores faciliteter og nyde den skønne vilde grønne natur, som vi får etableret ved at være med at være med i året vilde makeover. ”Bjergesøs hjerte” har og vil altid være offentligt tilgængeligt og til fri benyttelse af både Geopark Odsherred, Odsherred Kommune, omkringliggende lokalsamfund, herunder div. Institutioner, forbipasserende turister og andre interesserede.

 

Vi omlægger ca. 310 kvm til vild natur, svarende til ca. ¼ af ”Bjergesø’s hjerte”.

 

·        Etablering af 98 m2 græstag på bålhytten med 15 forskellige slags græsser

 

·        Etablering af urtehave og højbede med krydderurter (ca. 5-10kvm)

 

·        Sanseeng med vilde blomster (200kvm)

 

·        Etablering af insekthoteller – primært lavet af byens børn.

 VILD NATUR som på sigt vil kunne forefindes i ”Bjergesøs hjerte”: 

 

Bjergesø Bylaug

Stendyssevej 13

4534 Hørve

51360848

bjergesoebylaug@gmail.com

CVR: 38422324